Skrevet av Victor Hugo, oversatt av Bjørnstjerne Bjørnson
PADDEN
Det hadde været et forfærdeligt regnvejr hele dagen. Nu var det slåt om. Solen holdt på at gå ner i flammer, landskapet var rødt. Dette sat en padde og så på. Den sat ved siden av et dypt og bredt hjulspor som nu var gjort om til regnpyt. Padden var helt væk. Den var blet dypsindig. Det går dog an for det som er styggt, at se på det som er vakkert? Himlen var ild, dalene rundt om var purpur, vandet var spejl; selv regnpytten her, som der fløt græs i, var blet til spejl. Fuglene sang, men færre og færre efter som dagen faldt, tilsidst ingen. Luften var stille, vandet stille, padden rent glæmte sig, den glæmte at den var ræd, den glæmte at den var stygg, den sat bare og stirret in i solfallet. Den syntes visst den var velsignet, den også. I alt som lever, er der et gjænskin av det evige. Ingen øjesten er så frastøtende at ikke lyset fra oven når den, sommetider hårdt, sommetider ømt. Ingen skabning så misdannet, så lav, så uren, – dens øje rummer dog stjærnernes uændelighed.
En mann kom gående, han så først det stygge dyr, da han satte hælen på det og skvat tilbake. Det var en præst, som gik og læste i sin bønnebok. Så kom en ung pike, hun bar en blomst i barmen. Men hun blev så skræmt, at hun uten at vite det, satte paraplyen på den, og paraplyen traf det ene øje. Så kom fire skolegutter, klare, åpne åsyn. Men grusomme var de. Således begynner vi; sjælen går den vej som hele menneskeheden har gåt, fra grusomhed op mot barmhjertighed. Øjnene på gutterne strålte av lek, av sundhed. Hvær hadde sin mor, de hadde sine gode kammerater, de åndet in luften med friske lunger, de var ælsket, de var fri, de var glad! Hvad hadde de så bedre at ta sig til æn at være grusomme? Grusomme mot dem som var ulykkelige?
Padden slæpte sig væk så fort den kunde; den vilde ner i hulvejen og gjæmme sig. Men gutterne fik øje på den: «Isch, det ækle dyr! La os dræpe den!» «Ja-a!» de lo, – for slike gutter ler, når de gjør ondt. De fik fat i en kvist, som de spisset til, de vilde prøve at stikke i det øje som var skadet, de vilde bore hulingen større. De vilde såre såret. Som det frydet dem! Det arme dyr kunde ikke skrike, blodet rant, det prøvde at komme væk, det hadde jo intet ondt gjort, det var bare styggt. Den ene foten slæpte efter, det ene øje hang ute. En gut kom med et stykke av en skofle, og for hvært puff han nådde til at gi, gav dyret slim ifra sig. «Se som den savler!» sa gutterne. De prøvde om de kunde fange den med et skosnøre, men den glap unna. Og der fik den styrte sig ner i hjulsporpytten og rotet det op, så ingen så den. Den vasket menneskets grusomhed av sig i skiddent vand. Og disse gutter med forår på kinderne, vakkre, sunde, de moret sig forfærdelig, de snakket alle på én gang. «Skal vi ikke få tak i en stor sten og plumpe efter?» – «Ja, ja,» sa allesammen! Nogen passet på hvor padden var, andre løp efter stenen. En av dem fant en brosten og kom springende med den, – da de alle måtte til side for en vogn som kom op fra hulvejen.
En tung vogn, trukket av et gammelt, halt æsel. Ikke halt alene, men både magert og døvt og skrøpeligt i alle måter. Det bar to kurver, og det trak samtidig vognen. Det hadde gåt så hele dagen, og nu var stalden nær. Vejen var bløt, hjulet sank i, det gav støt i støt, og hvært støt gjorde ondt, for det var så brutt. Men det brydde han sig ikke om som drev. Det gamle utslitte æsel gik som inni en sky av pryl og banning.
En av gutterne ropte: «Vognhjulet går like over!» «Ja!» Det vilde de alle se på.
Men æslet kom med hodet lutende ved jorden og fik øje på padden; den stak just hodet op av dyndet. Æslet næsten snøftet til padden, og nu syntes det som den ene stakkaren vilde hjælpe den andre. For i det samme bøjde æslet til siden. Det spænte i med den ytterste kraft. Det gjorde forfærdelig ondt i sårene, og det holdt hårdt. Men hjulet blev i tværvændingen brutt op av sporet. «Hvor vil du hen?» skrek driveren og slog. Men padden var frælst.
Der stod gutterne. Han som hadde tat stenen, den samme som siden skrev dette, han kastet den langt fra sig.
For fra det uændelige ovenover – som nu var mørknet til, hørte han tydelig: «Vær god!»
Lurer på hvor mange unger jeg har irettesatt gjennom årene